Moms på undervisning per 1/1-2026

Ny lovgivning påvirker prisen på medlemskaber i hele branchen
Som du måske allerede har hørt, har et nyt EU-direktiv medført, at al privat undervisning skal momsbelægges fra den 1. januar 2026. Det gælder også yoga og træning. Derfor skal vi, og alle andre private udbydere af yoga og træning, fremover lægge moms på alle vores ydelser til personer over 30 år.
Læs mere om, hvad det betyder for dig nedenfor, og besøg Skats hjemmeside for at læse mere om de nye momsregler.
Hvad er moms?
Moms er en afgift, som virksomheder skal lægge oven i prisen på deres varer og ydelser. I Danmark er den normalt 25%. Det er forbrugerne, der betaler momsen, mens virksomheden blot opkræver den og sender den videre til staten. Det betyder også, at prisstigninger som følge af den nye momsregel ikke giver ekstra indtjening til Senses eller andre i branchen – beløbet går udelukkende til staten.
Justering af pris på løbende medlemskaber
Hos Senses har vi arbejdet på en løsning, der tilgodeser både vores medlemmer og vores undervisere og samtidig gør det muligt at opretholde en bæredygtig forretning, så vi fortsat kan tilbyde varierede holdplaner med yoga og træning af høj kvalitet. Vi har besluttet at lade vores løbende medlemskaber stige med 20% og selv bære de resterende 5% af momsen, så prisstigningen ikke bliver helt så høj.
Hvad betyder det for dig, der er fyldt 30 år?
Er du 30 år eller derover, og har du et løbende medlemskab, så stiger din pris automatisk med 20% per 1. januar 2026. Ønsker du ikke at beholde dit medlemskab, så skal vi have modtaget din opsigelse på e-mail senest den 30. november 2025. Foretager du dig ingenting, anses det som accept af den nye pris per 1. januar 2026.
Hvad betyder det for dig under 30 år?
Er du under 30 år, så er du fritaget fra lovændringen, og prisen på dit medlemskab stiger ikke, før du fylder 30 år. For at bevare din nuværende pris, skal du selv sørge for, at din fødselsdato er registreret på din profil. Se hvordan længere nede på siden.
Registrér din fødselsdato før den 1. januar 2026
For at sikre os at du får den rigtige pris fra starten, må vi bede dig registrere din fødselsdag på din profil inden den 1. januar – uanset hvor gammel du er. Det kan du gøre enten i vores app, Senses-Booking, eller på MitSenses via hjemmesiden. Se hvordan længere nede på siden.
Vi håber på din forståelse
Vi er helt enormt ærgerlige over lovændringen, der gør det dyrere at deltage i sunde bevægelsesfællesskaber som vores, og vi har håbet på en mere fair og fornuftig løsning fra politisk hånd. Vi håber meget på din forståelse i denne ærgerlige situation.
Har du brug for et alternativ til dit nuværende medlemskab, så send en mail til dit stamstudie, så ser vi på mulighederne. Vær opmærksom på, at der formentlig vil være længere svartid end ellers.
Fremtidigt fradrag på motion
Ifølge Skatteministeriet, vil der forventeligt blive indført et fradrag på motion, så du kan trække en del af prisen for dit medlemskab fra i skat. Fradraget forventes at være på ca. 1750 kr. årligt og at blive indført med tilbagevirkende kraft fra januar 2026. Fradraget er endnu ikke vedtaget, men vi følger naturligvis sagen tæt. Du kan læse mere om motionsfradraget på Skattestyrelsens hjemmeside her.
Guide til registrering af fødselsdato
Registrér fødselsdag i Senses-Booking
- Åben app’en, Senses-Booking
- Klik på ”Profil” nederst til højre
- Klik på pennen i øverste højre hjørne
- Angiv din fødselsdato og tryk ”GEM”
Registrér fødselsdag via Senses hjemmeside
- Log ind på ”MIT SENSES & MEDLEMSBOOKING”
- Klik på ”PROFIL” i topmenuen
- Angiv din fødselsdag og tryk ”Gem ændringer”
Priser på medlemskaber per 1. januar 2026 (gælder for dig, der er fyldt 30 år)
1 klasse per uge
Alle studier: 509 kr.
Vesterbro: 465 kr.
Nørrebro: 465 kr.
Frederiksberg: 359 kr.
2 klasser per uge
Alle studier: 929 kr.
Vesterbro: 839 kr.
Nørrebro: 839 kr.
Frederiksberg: 647 kr.
Ubegrænsede klasser
Alle studier: 1.109 kr.
Vesterbro: 959 kr.
Nørrebro: 959 kr.
Frederiksberg: 779 kr.
Formiddagsmedlemskab
Alle studier: 629 kr.
Frederiksberg: 389 kr.
Studiemedlemskab
Alle studier: 629 kr.
Du kan se de aktuelle priser på medlemskaber her.
Nyheder i din indbakke
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i events, tilbud m.m. Vi skriver som regel til dig nogle gange om måneden, og når der ellers sker noget særligt i studiet. Du kan altid afmelde dig igen via link nederst i nyhedsbrevet. Vi glæder os til at holde dig opdateret!
